For at diskutere kunst for babyer, må man først og fremmest gøre sig nogle overvejelser om, hvad kunst er for en størrelse.

Er kunst det samme som underholdning, eller skal kunst kunne noget andet eller mere?

Har kunst en opdragende funktion? Skal den bidrage til en læringsproces eller er det OK at den svæver i sit eget frie rum?

Der er mange meninger om hvad kunst er og skal kunne. Jeg mener ikke nødvendigvis at kunst skal være pædagogisk eller opdragende.

Mit bud er, at kunst er åndsarbejde i en af sine reneste former.

Kunsten er arbejdet med ånden.

 

Menneskets tre planer

Når det er sagt, må man definere hvad ånd er.

Jeg tror på, at mennesket fungerer på 3 planer: Krop, sind og ånd.

Kroppen -  den rent fysiske manifestation af hvem vi er.

Sindet – vort intellekt, tanker og følelsesliv.

Ånden – vores højeste/inderste – Sjælen, som forbinder os til hinanden og den universelle bevidsthed.

 

Det meste underholdning passerer gennem den modtagende, som en let berøring af følelserne eller intellektet. Det kunne være en sjov sang eller en sørgelig film. Et flygtigt bekendtskab uden større betydning. Kunsten derimod rækker længere ud/ind. En kunstners opgave er at trænge igennem sindet og ”røre” modtageren på et dybere plan (ånden).

At åbenbare et uendeligt øjeblik af ufattelig skønhed, et glimt af skabende inspiration, et strejf af evighedens kilde for nu at bruge nogle store ord.

 

Babyens møde med kunsten.

Og her kommer det næste store spørgsmål. Hvor er babyerne henne i forhold til kunsten?

Hvis man antager, at kunst har noget med ånd at gøre, kommer uværgeligt spørgsmålet. Er mennesker der lige er blevet født mindre åndeligt udviklede end mennesker, der har levet et langt liv?

Jeg tror det ikke nødvendigvis og det er jo det rigtig sjove og interessante i forhold til at skulle præsentere noget kunst – i mit tilfælde musik – for babyer.

 

Det er helt iøjenfaldende, at babyer har meget at lære rent motorisk/fysisk (krop) og rent intellektuelt/følelsesmæssigt (sind ), men jeg mener ikke, at vi voksne pr. automatik kan antage, at vi er længere i vores åndelige udvikling end babyerne. Derfor må vi også møde dem i øjenhøjde, i den kunst vi præsenterer for dem.

 

Jeg tror musikken i sin rene form uden ord kan forstås præcis ligeså klart af en baby som af en voksen, uden at den behøver at blive simplificeret overhovedet.

 

Jeg vil endda gå så langt som til at mene at babyer/børn faktisk har visse fortrin fremfor den voksne.

At ”bevæge” et publikum er krævende for kunstneren, men absolut også for publikum. Det kræver at modtageren tillader at ”blive bevæget/rørt” og tør at åbne sig for hvad der måtte komme, og der har babyer/børn et umiddelbart forspring i forhold til det voksne menneske.

De er simpelthen mere modtagelige for omverdenen. Vejen direkte ind til ”de dybe strenge” (ånden) er langt mere farbar – en slags tresporet motorvej i forhold til de voksnes snirklede stier. De har endnu ikke udviklet det store analyseapparat. Det, som vi voksne har, og som oftest står i vejen for vores kunstneriske oplevelse. Babyer har stadigvæk den forrygende mulighed at modtage kunsten uden omsvøb.

 

Er kunst nødvendig?

Det sidste spørgsmål er så: Er kunst for babyer nødvendig? Ja!!

Ligesom ethvert levende væsen har brug for at ”røre sig/bevæge sig” rent fysisk, tror jeg at ethvert menneske har brug for at ”blive rørt/blive bevæget” rent åndeligt. Vi har brug for næring så vi kan vokse – ikke bare rent fysisk, men også mentalt og åndeligt.

Hvis vi ikke får næring visner vi, bliver uinspirerede og mister vores livskraft og energi.

Og igen er jeg helt sikker på, at det gælder, uanset om vi er helt nye, eller velbefarne i denne verden. Jeg kan simpelthen ikke se, at det skulle forholde sig anderledes, blot fordi vi lige er blevet født.

 

Den erfaring har vist sig for mig i arbejdsprocessen i forbindelse med projektet ”Glitterbird” og det har været en dejlig befriende erkendelse, som i den grad beriger mit kunstneriske virke.

 

Skrevet af Sille Grønberg -  guitarist, komponist og sangerinde i bandet Djanzz