|
TEATER 1, nr. 123. Juni 2005.
KUNST FOR STR. XXS
Af Karen Stange Jensen
Hvad er et barn under tre år: En mulighed eller et menneske? Har små børn brug for kunst? Hvad er kunst, og hvad er kunst for børn? En gruppe europæiske forskere i børnekultur, pædagogik og kunstvidenskab har sammen med forskellige kunstnere sat fokus på spørgsmålene, med henblik på at genererer viden og kunst for de mindste. Projektet hedder ”Glitterbird - Art for the very young”, og forskningen trækker på alt fra overvejelser om børns perception til muligheder i dramaturgien.
Men hvorfor lige kunst for 0 – 3-årige?
GLITTERBIRD – FORSKNING I SPÆNDINGSFELTET MELLEM KUNST OG PÆDAGOGIK
”Traditionelt indgår små børn ikke i sammenhænge, hvor kunst bliver præsenteret. Derfor har vi meget lidt viden om mødet mellem små børn og kunst”, forklarede Glitterbird-projektets initiativtager Ivar Selmer-Olsen, der er lektor i børnekultur, i sin åbningstale i 2004. ”Men ligesom alle andre, har små børn evnerne til at opleve og nyde det ekstraordinære: Den kraftfulde, stimulerende og udfordrende kunst. Det er afgørende, at vi accepterer, at selv helt små børn er i stand til at opleve kunst, men at de gør det på deres egne præmisser. Glitterbird-projektet handler ikke om at opdrage små børn til, at kunne lide det samme som os voksne, og det handler ikke om, at få dem til at reproducere vores kunst. Glitterbird handler om, at voksne kunstnere producerer relevant kunst for små børn og giver dem en udfordring i deres liv her og nu.”
Et af de mange spørgsmål ”Glitterbird” beskæftiger sig med, er hvad der er ”relevant kunst for børn”. I sit fundament er spørgsmålet ladet med konflikter mellem pædagogiske krav og kunstneriske visioner. Børnepædagogikken har tradition for at anvende kunsten som redskab til læring, mens kunsten handler om f.eks. æstetisk nydelse eller at udfordre det alment accepterede. I den optik er der voldsomme modsætningsforhold i opfattelsen af kunstens ”formål”. På den anden side indeholder både pædagogik og kunst forudsætninger for børns møde med det æstetiske, og for ”Glitterbird” er en af de store udfordringer at formulere disse forudsætninger og få dem til at mødes.
DRAMATURGI, LEG OG OPLEVELSE
En mulig metode til sammentænkning af pædagogik og kunstvidenskab, blev fremsat af dr. art i teatervidenskab, Faith Gabrielle Guss, på Glitterbirds åbningskonference i Oslo, 2004. I sin udforskning af børneteatret anvender F.G. Guss teatrets dramaturgi som et redskab til af forstå former og betydninger i børns leg. Ved at sammenligne sine resultater med nutidige teaterproduktions-former, har hun fundet frem til forskellige dramatiske genrer og strukturerende aspekter, der er indbygget i børns leg. Bl.a. benytter børn sig ofte af det F.G. Guss kalder for ”fantasi-leg”, hvor børnene undersøger og omsætter oplevelser i alternative verdner. I fantasi-legen er temaet det eneste forudbestemte, og F.G. Guss genkender legens opbygning og forløb i det moderne performanceteater, som det eksempelvis ser ud hos Forced Entertainment og Wooster Group. Det væsentlige er, at denne type leg fordrer, at børnene konstant er søgende. Legen er ofte struktureret via en avanceret flerstemmig dramaturgi, hvor temaet er fundamentet for handlingens/legens forløb, mens personer/karakterer transformerer sig til forskellige figurer, der zapper ind og ud af handlingen. Handlingen er monteret sammen af forskellige situationer, der alle understøtter det overordnede tema, og aktørerne/børnene har både en beskuende og en agerende rolle i handlingen/legen.
På baggrund af sin forskning er F.G. Guss skeptisk overfor f.eks. linearitet i børneteatret. ”Det er en struktur, der følger en voksne logik” mener hun. Frem for at tænke i progression og narrativitet i kunsten for børn, så hun hellere en udvikling af det flertydige, monterede og undersøgende i kunsten for børn: ”De arbejder/leger jo selv med forestillingens logik.” En frontfigur i et andet stort, internationalt forskningsprojekt om børnekunst, Beth Junker, der er lektor i børnekultur og formand for det nordiske forskernetværk for børnekultur, BIN-Norden, er inde på lignende overvejelser i artiklen Er kunst for børn?: ”Vi troede, vi vidste, at kunst ikke var for børn. Nu viser det sig at være tvivlsomt. De ler, de græder, de griner, de gyser, de undres, de afskrækkes, de brokker og brækker sig. Tager det til sig som sjovt, spændende, udfordrende eller afviser heftigt som kedeligt. Får de mulighed for at møde det, lever det! Hvad er der galt? De burde ligne spørgsmålstegn, ikke fatte en brik, brokke sig over lix-tallet, at billederne er grimme og at intet egentlig ligner. Det gør de ikke!”
KUNST SKAL VÆRE KUNST!
At børn kan møde kunst som ”kunst”, er en af grundsatserne i arbejdsfilosofien hos den musikalske trio Djanzz, der er en del af kunstnergruppen i ”Glitterbird”. Djanzz består af sangerinden Sille Grønberg, guitaristen, Palle Windfeldt og perkussionisten Carl Quist Møller (der for øvrigt også er tegner og børnebogsforfatter). Trioen spiller musik for både børn og voksne. ”For os er der ingen forskel”, fortæller Sille Grønberg: ”Energien og begejstringen for musikken er den samme, uanset hvem vi spiller for. Børn reagerer måske på andre elementer i vores musik end voksne. Men at det skulle betyde, at vi pludselig begyndte at spille på en helt anden måde, end vi normalt ville gøre, bare fordi menneskerne overfor os kun har tre år på bagen, kan jeg ikke se logikken i. Djanzz er Djanzz, og vores musik lyder på en bestemt måde, fordi vi i orkestret er dem vi er.”
Da Grønberg, Windfeldt og Quist Møller dannede Djanzz, var orkestret egentlig tænkt som et all-round festorkester. Men kort efter udgivelsen af deres første Cd, ”Junglejazz for børn”, fik Djanzzerne pludselig mulighed for at spille børnekoncert på Anemoneteatret. Forløbet gik så godt, at Anemoneteatret inviterede trioen til et samarbejde om at lave en musikalsk børneteaterforestilling. Trioen takkede ja, og resultatet blev til den anmelderroste forestilling ”Elefantens slatne snabel”, der havde premiere i april 2005. Om forskellen på at spille for børn og voksne siger Carl Quist Møller: ”Det jeg oplever, når vi spiller for børn er, at de er ekstremt følsomme overfor præsentationen: Hvis vi ikke møder dem 100% og står inde for det vi laver, falder de lynhurtigt fra. Så når vi taler om gennemarbejdet og velkomponeret kunst, er det min oplevelse, at det eneste der betyder noget, er hvordan man præsenterer kunsten for børnene.” Hvordan forholder Djanzz sig så til opgaven fra ”Glitterbird”, hvor de skal præsentere kunst for 0 – 3-årige? ”Normalt er vores musik høj-energisk, men denne her opgave fordrer os til at gå mere forsigtigt til værks og skabe noget, der får pulsen ned og passer til en rolig stund”, forklarer Carl Quist Møller. ”Vi har talt om at lave en længere musikalsk fortælling helt uden ord, som glider af sted i nogle strukturer og former, der giver musikken afveksling. Vi laver en CD, som kommer til at danne baggrund for en forestilling, vi begynder at planlægge senere på året. Derudover vil vi supplere musikken på CDen med et cover formet som en foldebog. Her laver jeg et maleri som illustrerer musikken og den ide vi har med den. Men jeg vil ikke målrettet lave en pegebog til småbørn. Foldebogens maleri skal også kunne fungere som et kunstværk for voksne. I Djanzz skaber vi vores kunst ud fra en betragtning om, at den ideelt set skal kunne følge de mennesker der tager imod den gennem hele livet. Selv når de er blevet gamle skal den kunne give dem oplevelser og nye glæder.”
Kilder:
Beth Junker: ”Er kunst for børn?” 2003. http://www.sebnet.dk/Beth%20Juncker.htm
Vedr. ”Glitterbird – Art for the very young” (projektbeskrivelse, information og artikelsamling):
http://www.hio.no/enheter/avdeling_for_l_rerutdanning_lu/glitterbird_art_for_the_very_young
Vedr: ”Fra Barnets århundrede til Børnenes” (projektbeskrivelse og baggrund):
http://www.bin-norden.net
Karen Stange Jensen interviewede Sille Grønberg og Carl Quist Møller på Anemoneteatret d. 19/4 2005.
|
|
